søndag den 24. februar 2013

Tælle kalorier

Noget af det jeg stejler over er at skulle tælle kalorier - jeg har ikke gjort det indtil nu og regnede egentlig heller ikke med at komme til det.
Men jeg er blevet anbefalet en side som jeg idag har været inde at kigge på. Måske løser den problemet - eller gør det lettere at sluge....
http://www.madital.dk/
Man kan oprette en gratis profil og kan derefter indtaste det man spiser i løbet af en dag. Så regner programmet ud hvor mange kalorier man har spist OG den fortæller også en masse om sammensætningen af bl.a. vitaminer - det sidste er nok det der gør at jeg synes det er værd at bruge tid på at taste ind.
Jeg har nu ikke tænkt mig at indtaste hver dag, men har tænkt mig at bruge den til at få en fornemmelse af hvordan forskellige af mine typiske måltider/dage ser ud.
Engang imellem at skrive op hvad jeg spiser i løbet af en dag kan jeg nok klare!
Nu skal jeg lige lære siden at kende og så melder jeg nok tilbage når jeg har dannet mig en mere udførlig mening om den.

fredag den 22. februar 2013

Afslutning på 3. uge - stadig nedaf

Selvfølgelig skulle den nye vægt gå i stykker kun et par uger gammel (OK hvad kan man også forvente til den pris, men alligevel), den blev selvfølgelig byttet.

Men det har betydet at jeg ikke blev vejet nogle dage og at jeg ikke helt kan regne med mit ugefremskridt selvom det nu ser ret tilforladeligt ud.
Et ugetab på 300 g. Ganske vist vejede den nye vægt mig yderligere 700 g (!) lettere igår morges, men da jeg glemte min vandrivende pille i går og ovenikøbet spiste både pizza og softice, så skal det jo nok passe.

Om jeg "faldt i" igår? Nej, jeg udnyttede bare den mulighed som jeg lige fra starten har bestemt der skal være plads til. Det her projekt drejer sig ikke om at være "dygtig" en kort periode, men om ændringer jeg kan leve med resten af livet!
Desuden har jeg det håb en en sådan livstil vil forvirre kroppen så den ikke tror der er hungersnød (og derfor sætter stofskiftet ned), for jeg tæller ikke kalorier og hvis jeg overhovedet kan undgå det vil jeg aldrig til det.

På vandfronten har jeg kapituleret.
Når jeg har sagt til mig selv at jeg først må drikke saft/sodavand efter indtagelsen af den rette mængde rent vand, fik jeg simpelthen ikke drukket nok. Derfor har jeg konkluderet at når jeg skal have 2½ l vand for at opfylde mit væskebehov, så må det være bedre at få 1 l vand + 2 l saft end at få 1½ l vand og ingen saft.
Jeg har dog ikke opgivet helt, jeg vil stadig angribe problemet ved lejlighedsvise terroristangreb ved vandhanen. På et eller andet tidspunkt kan kampen så tages op igen på fuld styrke. Måske skulle jeg prøve det hemmelige våben "citron" måske det giver tilstrækkelig slagkraft...

Frugt og grønt kører stadig derudaf, arbejder stadig på at effektivisere opbevaring og tilberedning.

Vejrtrækningsøvelserne holder ikke en meter. I stedet for at blive bedre til at huske dem går det den anden vej....

Jeg arbejder løst på at komme efter at indtage de ting der er på Skattekortet i Niveau 4 i Henrik Bruns Naturlig Slankekur. Ikke slavisk men efterhånden som det lige falder på plads.

Jeg er også opmærksom på at spise mest muligt magert protein. Det kan desværre mærkes på budgettet, men jeg er meget modstander af "kunstige" tilskud som proteinpulver, så det må være som det er. Jeg er slet ikke oppe på de mængder udregningerne siger, men så længe muskelprocenten stiger og ikke falder, så må det være godt nok




søndag den 17. februar 2013

3.uge - det går jo forygende

Så fik jeg nogle resultater der gjorde at jeg fik modet til at sætte min vægt og mine mål på siden (mål og midler). 1 kg er forsvundet siden starten af måltagningerne for 2½ uge siden, men det vigtigste er at målene bliver mindre ligegyldigt hvor meget eller hvor lidt. Og da de nu er på siden forpligter det jo til at opdatere dem selv hvis den positive udvikling ikke holder.
Og det bedste af det hele er at det er sket uden de store problemer. Primært har jeg blot tvunget mig selv til at blive mere bevist om hvad jeg spiser.

Det går som det skal med de 900 g frugt og grønt om dagen. Det er virkelig basen i hele projektet. I starten havde jeg problemer med overhovedet at få plads til alt den mad i min mave, men det har indrettet sig af sig selv - Ikke at min mave har udvidet sig, men jeg bliver nu helt automatisk sulten til 5-7 måltider om dagen. 6 måltider om dagen var ellers en af de ting jeg troede jeg ville få svært ved at indføre for jeg har været vant til kun at spise 2-3 måltider om dagen og faktisk overraskende få usunde mellemmåltider (slet ikke hver dag).

At drikke vand er nok næsten den største kamp. Når jeg drikker saft og sodavand gør jeg det fordi det smager godt og for hyggens skyld og der ryger nemt noget ned, men vand har altså bare ikke den appeal og jeg skal tænke meget over det for at få drukket nok vand. Mit ambitionsniveau på det område er sat lidt ned - jeg tilstræber stadig at drikke 2½ l vand, men når jeg kun de 2 l så er det i orden og jeg supplere med saft eller sodavand (light).

Nulstillingen afsluttede jeg tirsdag aften. Onsdag havde jeg stadig hovedpine størstedelen af dagen og derfor droppede jeg min intention om at fortsætte uden sukker. Hovedpinen fortsatte til langt op af eftermiddagen til trods for at jeg spiste flere stykker frugt og et par lakridser i løbet af morgenen/formiddagen.
De første 2 dage smagte søde ting mere sødt end før, men allerede nu synes jeg det er tilbage til normalt.
Jeg får stadig hovedpine når jeg bliver sulten - jo mere sulten jo mere hovedpine. Jeg er overbevist om at der er en sammenhæng med de tømte sukkerdepoter.
Om trangen til noget sødt er forsvundet? Joo, måske, men det er vist for tidligt at sige med sikkerhed.
I forvejen har jeg arbejdet med min sukkertrang/lækkersult i det forløbne år. Jeg besluttede at hvis jeg bliver budt noget usundt skal jeg mærke efter hvor svært det er at sige nejtak og kun hvis jeg kan mærke det vil være svært at undvære må jeg tage noget. Jeg har altså ikke sagt til mig selv at jeg "ikke må få" men blot været bevist om jeg nu også havde behovet. Det har langsomt men sikkert nedsat mit behov for især de søde ting. Jeg har stadig en sød tand, men behøver ikke at give efter for den så tit som før.
 Om det nu er nulstillingen eller fordi jeg har vænnet mig til mange måltider om dagen så kan jeg mærke en ændring i min reaktion på sødestoffer. Når jeg om aftenen tager noget lightsodavand så bliver jeg faktisk sulten. Før i tiden har jeg ikke mærket dette selvom jeg har været opmærksom på at det burde være sådan, men nu kan jeg altså. En skam for før har jeg kunnet bruge et par glas til at berolige den søde tand - det må tages op til overvejelse nu.
Alt i alt kan jeg ikke mærke at nulstillingen har gjort noget godt for mig, tværtimod - måske det er en god ide hvis man er meget afhængig af sukker, og måske har det hjulpet mig steder jeg ikke kan mærke, men jeg kommer ikke til at benytte mig af det igen!

Jeg er nu efterhånden sikker på at mit søvnbehov er blevet mindre. det er ikke sådan at jeg føler jeg sprudler af energi, men jeg er sikker på at mit søvnbehov lige så langsomt er blevet mindre siden start - formodentlig grøntsagernes skyld.
Jeg kan også allerede mærke at mit maveskind er knapt så udspændt hvilket jo også fremgår af de 4 cm mindre i taljen. Og det er vel at mærke kun pga kostændringerne. At barmen har det på samme måde må jeg jo så desværre tage med.
Men ingen tvivl om at jeg er på rette vej!

tirsdag den 12. februar 2013

Stadig uge 2

Nu er vi så sidst på tredjedagen af nulstillingen.
Stadig hovedpine men ikke den overvældende sukkertrang - det har dog været lidt svært ikke lige at kunne tage et stykke frugt. Jeg regner med at holde nul-sukker-linien et par dage endnu med undtagelse af frugt - bare for at se hvordan det går.

Ingen større ændring på vandbalancen, men har været ved at søge på nettet og det viser sig vist at jeg ikke er dehydreret, sådan som jeg troede. Dels har min vandprocent kun ændret sig fra 38,8 til 39,0 % selvom jeg har drukket (og tisset) spandevis i 3 dage. Dels har jeg vist fundet ud af at det vejledende skema der fulgte med vægten kun gælder for normalvægtige. Overvægtige med en høj fedtprocent vil automatisk have en lavere vandprocent. De tal jeg så et sted var ca. 60 % for en normalvægtig mand (det jeg troede jeg skulle op i nærheden af) men en med høj fedtprocent måske kun skal ligge på ca 40 % (hvor jeg jo faktisk ligger!) Men det viser jo bare at man skal tage alt med et gran salt og ikke stole på universalskemaer.....

Naturlig slankekur

Så er der hul igennem. Jeg er nu kommet med i netværket. Forklaringen var vist bl.a. nogle PC-problemer og det er jo hvad der kan ske.
Har også fået svar på et andet spørgsmål jeg stillede.

mandag den 11. februar 2013

Forløb uge 2

Jeg begyndte på nulstillingen igår. Altså ingen sukker og sødemidler og min. 3½ l vand pr døgn i 3 dage.
Indtil nu er det gået fint. Ingen overvældende kampe. Endda trods det at jeg var til familiemiddag igår og måtte sige nejtak til både vin, sodavand og dessert.
I dag har jeg dog haft tiltagende hovedpine i løbet af dagen, men da det var forventet er det heller ikke det store problem.
Jeg drikker og drikker og render på toilet hele tiden, men det til trods var min vandprocent ikke blevet højere da jeg målte den på vægten i morges. Har valgt idag ikke at tage mine vanddrivende piller idag og i morgen (det dør jeg nok ikke af) for at se hvilken efect det har.
Vejrtrækningsøvelserne til at sætte lymfesystemet igang går ikke så godt - jeg glemmer det simpelthen, men det skal jeg jo fortsætte med så på et tidspunkt kommer jeg vel til at huske det selvom det går lidt skidt her i starten.

Nu hvor jeg ikke må spise frugt kniber det med at få spist 900 g om dagen, men de 600 g grøntsager går fint.

Jeg har for længst besluttet at min kostomlægning ikke gælder når jeg er på arbejde. Jeg arbejder nemlig døgnvagter og er på kost uden ret meget indflydelse på hvad der bliver sat på bordet. Det drejer sig om 1-2 gange om ugen. Jeg kan selvfølgelig stadig sige nejtak til søde sager og vælge salat eller grønt, men kun til en hvis grad og derfor er det omsonst at tro at jeg kan komme op på 900 g frugt og grønt på en arbejdsdag, men de 600 g vil for det meste være rimeligt realistisk.


Naturlig slankekur

Der er nu gået over en uge siden jeg tilmeldte mig slankeklubben, oprettede min blog og bad om at komme med i netværket. På trods af at jeg endnu engang bad om at blive tilføjet netværket i torsdags er det stadig ikke sket. Konklusionen må være at den slags matcher de rodede hjemmesider.
Men indholdet er vist ok, så foreløbig er jeg stadig helt med.

onsdag den 6. februar 2013

Forløb

Så er der indkøbt ny vægt. Den gamle var mildest talt ikke særlig pålidelig. Og nu har jeg også fundet ud af hvor den skal stå for ikke at variere i målingerne. Det viste sig nemlig at mit badeværelsesgulv må være for ujænt. Nu står den på en plade og det ser ud til at fungere.
Idag har jeg (nogle dage senere end planen) fået målt både vægt, fedt%, vand%, muskelvæv, BMI ifølge vægten og taget talje- og lårmål og skrevet det ned så jeg kan holde øje med ændringerne.
Engang om ugen (i weekenden) vil jeg skrive alle målene ned.
Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive alle tallene her, men det viste sig at det mod forventning var lige en tand for grænseoverskridende så det må komme senere.

Vand% viste sig at være det største chok. Ifølge de vejledende værdier der fulgte med vægten skulle jeg være stærkt dehydreret - og det i den laveste ende af scalaen. Jeg viste godt jeg ikke altid drikker heeelt det jeg burde, men at det var så slemt har aldrig faldet mig ind.
Jeg får vanddrivende piller imod forhøjet blodtryk, men har trods det stadig ind imellem problemer med ophobning af væske i fingre og ben. Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvordan det passer ind i billedet. Men jeg må jo blive bedre til at drikke, og så er jeg spændt på hvordan det ser ud efter nulstillingen.

"6 om dagen" er jo ikke nogen overraskelse. Jeg er ikke helt vild med kogte grøntsager, men kan sagtes nyde dem i en gryderet og jeg elsker rå salat og sprøde grøntsager med brødet. Jeg har nogen gange kommet op på de 600 g og andre dage ikke spist det mindste. 6 om dagen må være et godt sted at starte på kostomlægningerne og gøre et seriøst forsøg på at få mit grønt HVER dag.
Men når vi nu er ude i at skulle op på 850-900 g så bliver det altså en udfordring. Jeg har de sidste 3 dage talt sammen og været oppe på 8-900 g uden at det har været nogen lidelse. Men jeg føler jeg har spist SÅ meget, meget mere end jeg plejer og jeg har slet ikke haft plads til eller behov (lyst) for alle de andre ting jeg plejer at spise - et par enkelte lækkersultprodukter undtaget.
Faktisk har jeg spist mere end til jeg var mæt for at opfylde kvoten. Jeg er ikke ret god til at spise 6 gange om dagen så det grønne har stort set været fordelt på 3 måltider om dagen og det er jeg jo nok nødt til at gøre noget ved, selvom det nok bliver en af de større udfordringer for mig.
Men der er kun gået 3 dage og jeg kommer nok i længden til at savne variation, men det må der så arbejdes på hen ad vejen.Og jeg skal også have fundet nogle praktiske redskaber til at takle alle de grøntsager med hensyn til ordentlig opbevaring og tilberedning for lige nu "fylder" det lidt for meget.

Jeg kan se at mit brødforbrug kommer til at gå rigtig meget ned. Faktisk så meget at jeg ikke kan nå at spise det brød jeg plejer at købe inden det bliver dårligt. Nu har jeg købt knækbrød (som jeg rigtig godt kan lide) og så må vi se om det er tilstrækkeligt.

Nulstillingen er planlagt til næste uge (det står højt og tydeligt i min kalender) og efter den er mit mål at holde grønt indtaget oppe på 900 g og drikke nok vand. Først når det kører skal jeg videre med andre tiltag!


lørdag den 2. februar 2013

Naturlig slankekur

Da jeg nu havde taget en beslutning om at der skal ske noget, så måtte jeg naturligvis tjekket nettet for muligheder for hjælp.
Min mor har så længe jeg kan huske været overvægtig og hun var på et tidspunkt meget glad for slankedoktor.dk - det lykkedes hende på et tidspunkt at smide 40 kg over 1-2 år, men jeg så også hvor hårdt hun arbejdede for det og hvordan hun stadig kæmper en del med vægtsvingninger. Men naturligt nok måtte jeg ind for at se om det var noget for mig, men helt ærligt kostplaner, opskrifter og vægtkurver. Den eneste forskel fra en traditionel slankekur jeg kunne se var forummet hvor man kommer i kontakt med andre, så det kunne jeg ikke se fornuften i at betale penge for og et par andre steder på nettet virkede nogenlunde ligesådan.

Men så faldt jeg over Henrik Bruns side  http://www.naturligslankekur.dk
En masse gode artikler om slankekur, kostråd mm. Og især faldt jeg for podcastene!
Endelig en forklaring på det ene og det andet på et ret jordnært plan og med eksempler der er til at forstå. Og især fik "den gratis CD" (der sådan set blot er endnu et podcast/mp3fil) mig til at beslutte at betale for hans system.
Men jeg brugte nu lang tid på at finde ud af hvor jeg kunne tilmelde mig - spørg mig ikke hvor jeg endelig fandt et link for den del virker meget rodet med mange sider med forskellige navne. Til slut fandt jeg dog frem til at man skal ind på en side der hedder "Personligt Overskud" for at finde ud af pris og tilmelding. Vist nok denne adresse: http://medlem.personligtoverskud.dk/Login.aspx
Når man har oprettet sig som gratis bruger kan man se nogle oversigter og en del af de indledende kapitler i systemet og hvad det koster at få adgang til det hele. Her vil jeg foreslå at man lytter til materialet for at finde ud af om man kan holde Henriks snak ud - for hele materialet er lavet som lydfiler. Selv synes jeg der bliver snakket lidt vel rigeligt ind imellem, men på den anden side er det jo forklaringerne og eksemplerne ved de emner som har relevans for mig, der gør at jeg tror det her er for mig. Og andre vil måske finde andre dele vigtige, og så kan det jo ikke undværes alligevel....

Jeg er kun lige begyndt og har kun smugkigget de første videoinstruktioner, så nu må vi jo se om det er pengene værd.

Om mig

Da jeg holdt op med at amme min yngste, glemte jeg at holde op med at spise for 2. Derfor har jeg de sidste små 20 år taget et kg eller tre på om året. Det bliver jo efterhånden til noget og de seneste år er det blevet så slemt at helbreddet begynder at mærke småskavankerne i højere og højere grad.
Så da den før bemeldte yngste nu er flyttet hjemmefra og jeg i forevejen skal til at vænne mig til at lave mad til én og udvikle nye vaner, så tænker jeg at det må være oplagt at lave nogle ændringer NU.

Jeg har aldrig troet på slankekure og har rent faktisk aldrig været på en. At udsætte sig selv for "hårdt arbejde" for godt nok at opnå nogen resultater, men så opleve kiloene komme krybende tilbage, det har aldrig talt til min logik, løsningen for mig må være at lave nogle ændringer som jeg rent faktisk kan leve med resten af livet.....

Jeg var til et foredrag for mange år siden hvor foredragsholderen foreslog en ret simpel slankekur: vej dig hver dag. Skriv din vægt i kalenderen og hver måned trækkes 1 kg fra. Når man vejer sig og vægten den dag ligger under månedens tilladte vægt så gør man ikke noget særligt og hvis den ligger over så tager man en dags sultekur. Selvfølgelig ved hjælp af de almindelige kostråd og, nåja helt så enkelt var det vel ikke, men næsten. Tanken tiltaler mig. 1 kg om måneden er en udmærket tidshorisont for mig for det vil give tid til at gøre de gode vaner til noget helt naturligt (forhåbentligt).
Men det betyder at jeg skal på vægten hver eneste dag de næste 3 år, formodentlig hele resten af mit liv, men det er jo så det. Jeg har ellers aldrig vejet mig overhovedet - for hvad var dog formålet?

Min stigende overvægt er altid blevet målt i tøjstørrelser. Da jeg var ung brugte jeg str 42, i dag str 50. Kan jeg komme ned i en str 46 eller måske endda en 44 vil jeg være tilfreds - hvorfor? Fordi det meste tøj fås i de størrelser. Indtil for nyligt har det største irritationsmoment ved min overvægt været at jeg for det meste ikke har kunnet finde tøj jeg kan lide. Det meste tøj i de store størrelser er lavet til den frodige æblefacon med svulmende barm - og den kategori hører jeg bare ikke til. I mange år måtte jeg sy linningerne ind på samtlige bukser fordi jeg havde for meget hvepsetalje til den størrelse jeg havde behov for. Og den ellers ofte lovpriste barm - det sidste sted jeg tager på og det første sted jeg taber mig - ikke engang den fordel skulle jeg altså have....
Så jeg må ned i en vægt hvor udvalget af tøj er større!